12-talspige?

Ud med “12-talspige”. Vi skal bruge sproget rigtigt!


Det er UTROLIG vigtigt, at vi skaber det rigtige sprog for psykisk mistrivsel. Særligt det sprog vi bruger om unge mennesker, for de tager det ukritisk til sig, og lærer tit om sig selv, når de støder på sprog som “12-talspige”, “autisme”, “OCD” osv. For man sammenligner sig for at finde ud af “er det mig?”.

Debatten har været der længe. Er man fx autist eller har man autisme. Er det selve personen eller blot en del af personen? Jeg har mødt mange med diagnoser, som blev lettede da de fik diagnosen, fordi de forstod sig selv bedre. Jeg har endnu ikke mødt en, som blev glad for at finde ud af, at hun var 12-talspige.

“12-talspige” er et glimrende eksempel på, hvordan man ikke skal tale om psykisk mistrivsel, så lad os bruge det som eksempel og lære af det. Her kommer 4 kritikpunkter:

Det knytter problemet til personens identitet:
12-talspige beskriver en adfærd, at få 12-taller – det lyder næsten som om man selv kan vælge det til eller fra. At være 12-talspige lyder som et personlighedstræk. Så hvis man føler sig som 12-talspige og har det psykisk dårligt, så er det svært ikke at føle skyld. Og man kan vel bare stoppe med at gå efter 12-tallerne, så man får det bedre?

2. Det tabuiserer:
Der er intet galt med 12-taller. Og der er intet galt med at stræbe efter gode karakterer og gøre sig umage. Men hvordan skal man føle, hvis man er en glad pige, som får gode karakterer? Er det forkert? Tænker andre nu man er 12-talspige?

3. Det hjælper os ikke med at forstå individets udfordringer:
Der findes mange kurser til at forstå og hjælpe børn og unge med diagnoser. Men det er jeg ikke stødt på om 12-talspiger. For der er ikke en nuanceret forståelse, som hjælper os med at tage hånd om dem, ligesom med andre diagnoser. Hovedkriteriet er at man får gode karakterer eller?

4. Det diskriminerer:
Hvorfor er det kun piger. Om det handler om perfektionisme, lavt selvværd, at leve op til sociale forventninger eller noget fjerde, så er det ikke kønsspecifikt. Men man hører ikke om en 12-talsdreng og hvis en dreng ofte får 12, så tror jeg heller ikke vi tænker det samme om ham.
Og hvad hvis man har de samme udfordringer som 12-talspiger, men kun får 10 eller 7? Er man så en mislykket 12-talspige? Eller hvad er man?

Det er SÅ vigtigt, at vi er bevidste om vores sprog for psykisk mistrivsel, for det bliver brugt om de mest sårbare af os, som hverken har brug skyldfølelse eller at føle sig anderledes!