Kursus: Dynamisk assessment: Få det til at virke i din praksis

– Få styrket dine rådgivning og måder du kan integrere dynamisk assessment med standardiseret testning, konsultative metoder og andre assessmentmetoder

Kursusdatoer: 21.-22. august 2025

Sted: Svendborg

Pris: 4900 kr.

Kurset er en overbygning på kurset “DA: Redskaber & Færdigheder” og forudsætter forudgående deltagelse på dette kursus eller  tilsvarende færdigheder fra andre kurser.

Om kurset

Kurset bygger oven på deltagernes konkrete arbejde og erfaring med dynamisk assessment. Kurset er især for dig som er kommet i gang med dynamisk assessment og har brug for at styrke dine assessment-færdigheder og udvikle dine kompetencer i forhold til at omsætte assessment til praksisnær pædagogisk rådgivning og integrere det med dine øvrige metoder og praksis.

Underviser på kurset er autoriseret psykolog Jens Wilbrandt, med mangeårig erfaring som både praktiker og underviser i dynamisk assessment.

På kurset vil du få:

  • Styrket din evne til at fortolke dynamisk assessment
  • Styrket dine færdigheder i praksisnær rådgivning på baggrund af dynamisk assessment
  • Skabeloner og metoder til at skrive dynamiske rådgivningsnotater
  • Inspiration til hvordan dynamisk assessment kan integreres med andre assessment-metoder
  • Inspiration til hvordan grundtænkningen i dynamisk assessment kan bruges i konsultative rådgivningsprocesser
  • Mulighed for sparring i forhold til de udfordringer du har mødt i dit arbejde med dynamisk assessment

Målgruppe

Kursusforløbet retter sig bredt mod psykologer, audiologopæder, pædagogisk-psykologiske konsulenter, inklusionskonsulenter og -vejledere, og andre pædagogisk-psykologiske kompetencemedarbejdere med behov for at kunne lave praksisnær afdækning af elevers kognitive udfordringer og læringspotentialer. Det kan være som er ansat i PPR, i skoler eller børnehaver hvor du har en rådgivningsfunktion i forhold til pædagogisk personale, eller fordi du af andre årsager har brug for at opnå en solid forståelse som grundlag for pædagogiske indsatser.

Deltager-forudsætninger

Kurset er en overbygning på kurset “DA: Redskaber & Færdigheder” og forudsætter tidligere deltagelse på dette kursus eller opnåelse af tilsvarende færdigheder fra andre kurser.

Er du i tvivl om kurset er for dig, så tøv ikke med at række ud til os på mail (info@neuroguide.dk) eller telefon (22 32 44 01).

NB: Det er en forudsætning for fuldt udbytte på kurset, at du medbringer en videocase med optagelse af dit eget assessment-arbejde, som kan indgå på kurset og skabe fælles læring.

Indhold

Kurset er et fordybelseskursus hvor vi går helt tæt på konkret administration, analyse og fortolkning af dynamisk assessment. Derudover arbejder vi med viden, redskaber og metoder som kan styrke rådgivning og formidling af resultater fra dynamisk assessment. Der vil på kurset være god mulighed for at få sparring til de konkrete udfordringer man har mødt i sit arbejde med dynamisk assessment, hvad enten de handler om rammer, testspørgsmål, administration, fortolkning eller rådgivning.

Kurset bygger ovenpå viden og færdigheder om specifikke dynamiske tests og kvalitative materialer som er dækket på det forudgående kursus: DA: Redskaber & Færdigheder.

Praktiske forhold

Sted: Kurset afholdes 21.-22. august 2025 i Svendborg. Ved op til 8 deltagere afholdes kurset i vores egne lokaler: Vestergade 5, 2. sal, 5700 Svendborg. Ved flere end 8 deltagere rykkes kurset til eksterne kursusfaciliteter.

Pris: 4900 kr. Prisen dækker: undervisning, undervisningsmaterialer, og kursusforplejning. Prisen dækker ikke overnatning. For offentlige kursusbetalere og momsregistrerede virksomheder tillægges kursusprisen 25 % moms.

Program for kurset

Kurset forløber over to dage som dækker følgende indhold:

Dag 1 – formiddag

  • Udfordringer og løsninger fra jeres praksis (og andre almindelige udfordringer)
  • Rådgivning som en integreret del i hele processen fra visitation til rapport og feedbackmøde
  • Tæt på DA: Videocases og mikroanalyser
  • Måder at fintune dine interventioner
  • Fortolkning af resultater
  • Feedback til barnet/den unge i DA
 

Dag 2 – formiddag

  • Forskelle mellem rådgivning og rapportering ud fra DA og anden testning
  • Skriftlige notater ud fra dynamisk assessment: Hovedpointer, skabeloner og rapporteksempler
  • Øvelse i rådgivning og rapportering
  • De mest hyppige anbefalinger fra dynamisk assessment
  • Samspil mellem dynamisk assessment og andre assessment-metoder
  • Konsultativt arbejde ud fra den dynamiske assessment-tilgang: Det Kognitive Screeningsredskab

 

Kursusform
Kurset er et intensivt praksisnært kursus med max 12 deltagere, for at sikre at hver enkelt deltager får praksisnær sparring og får styrket deres faglige færdigheder i at arbejde med DA.

Ekstra viden

Uddybende om dynamisk assessment

Dynamisk assessment bygger på socialkonstruktivistiske teorier (blandt andre Vygotsky) og forståelsen af det sociale samspils betydning for udvikling af kognitive færdigheder. Dynamisk assessment fik sin første konkrete udformning i 1979, hvor den kognitive udviklingspsykolog Reuven Feuerstein udviklede det første dynamiske assessment-batteri: Learning Potential Assessment Device (LPAD).

Dynamisk assessment har som fokus at undersøge læringsprocesserne og potentialerne hos barnet/den unge. Grundpræmisserne i dynamisk assessment er forskellige fra den normbaserede statiske testning som vi kender og er blandt andet kendetegnet ved følgende:

  • Vi undersøger selve læringspotentialet frem for personens nuværende færdighedsniveau. Vi har derfor lov til at hjælpe, guide og mediere undervejs i processen
  • Grænsen for hvad barnet kan præstere selvstændigt betragtes ikke som et stop-kriterie for assessment. Dynamisk assessment fortsætter derfor, der hvor anden testning som hovedregel stopper for at skabe viden om hvordan man kan overkomme udfordringer og barrierer
  • Vi arbejder ofte i et test-intervention-test format, som giver os mulighed for systematisk at se effekten af den tilbudte guidning og støtte. Ved at anvende statistisk sammenlignelige opgaver før og efter interventionsdelen, får vi mulighed for systematisk at evaluere effekten af interventioner
  • Vi fokuserer ikke primært på præstationens kvantitative aspekter (antallet af korrekte løsninger og fejl), men på de grundlæggende færdigheder og strategier som bliver eller ikke bliver passende aktiveret i forbindelse med opgave- og problemløsning (de kognitive processer og færdigheder)
 

Da Feuerstein udviklede sine teorier om kognitiv modificerbarhed var neuropsykologien og hjerneforskningen på et meget tidligt stadie. Nutidig dynamisk assessment er tæt relateret til nyere neuropsykologisk viden, herunder moderne viden om neuroplasticitet og netværk i hjernen. 

Dynamisk assessment er særlig relevant i forhold til børn og unge med lette til omfattende indlærings- og udviklingsforstyrrelser eller forsinket udvikling, hvor den bidrager med værdifuld viden som ikke kan opnås gennem standardiseret kognitiv testning.

Neuroguide´s kompetencer indenfor dynamisk assessment

Hos Neuroguide har vi mangeårig erfaring med dynamisk assessment. Vi har certificering og træning i de mest udbredte og anerkendte dynamiske assessment-batterier og redskaber, herunder Learning Propensity Assesment Device, Dynamic Asssessment of Younger Children, Cognitive Abilities Profile, Mindladder, Application of Cognitive Functions Scales og Improving Learning through Dynamic Assessment.

Vi har gennem en længere årrække afholdt internationale kurser i Dynamisk Assessment og varetaget kurser og uddannelsesforløb for en danske PPR-enheder. Vi er godkendt someneudbyder og -undervisere i Skandinavien af de dynamiske tests fra Dayc (Dynamic Assessment of Younger Children), som er de forskningsmæssigt mest velunderbyggede dynamiske tests.

Dynamisk assessment integrerer metoderne fra medieret læring (mediated learning experience, MLE) i assessment-processen og vi har hos Neuroguide kvalificeret os og opnået certificering indenfor en række tilgange indenfor medierede læringstradition, herunder: Bright Start, Instrumental Enrichment, Cognitive Enrichment Advantage og Systematic Concept Teaching. Også indenfor disse programmer har vi udbudt en række internationale og danske kurser.

Vi har løbende udviklet og forfinet forståelsesramme og materialer som understøtter og styrker brugen af dynamisk assessment i praksis, herunder har vi udviklet den Kognitive Færdighedsmodel™, Den Kognitive Læringskuffert™, FundaMental Tactile Learning™, samt en række dansksprogede vejledninger til dynamisk assessment.

Den Kognitive Færdighedsmodel

Forståelsesrammen for kognitive færdigheder, som præsenteres på kurset, tager udgangspunkt i Den Kognitive Færdighedsmodel™ – en model som binder bro mellem DA og moderne viden om kognitive færdigheder. Modellen er samtidig en pædagogisk rettet model som skaber bro fra assessment til pædagogisk praksis og interventioner. Den Kognitive færdighedsmodel™ dækker de centrale kognitive færdighedsområder som er relevante i dynamisk assessment. Modellen:

  1. Skaber overblik og udgør et stærkt analytisk redskab i den dynamiske afdækningsproces
  2. Hjælper med at opstille pædagogiske udviklingsmål og identificere aktiviteter og veje til at forfølge målene
  3. Sikrer at vi både ser på alle aspekter af barnets kognitive funktionsmåde i sammenhæng, herunder både barnets informationsbearbejdning, kognitive færdigheder og barnets grundlæggende forholdemåde i læringssituationer
  4. Bevare nuancer og grundighed i forståelsen af kognitive færdigheder, som er nødvendig for ikke at oversimplificere barnets kognitive funktionsmåde, styrker og udfordringer
  5. Giver en systematisk over overordnet forståelsesramme for den dynamiske assessment som både styrker testning, analyse og rådgivning på måder som styrker anvendelighed af assessment i den pædagogiske praksis
 

Der er mange modeller for at forstå menneskers indre liv, men det unikke ved Den Kognitive Færdighedsmodel™ er at den arbejder på et analytisk og detaljeret niveau, samtidig med at den læner sig så langt mod pædagogisk praksis som muligt. Der er derfor ikke langt fra modellen til at skrive relevante kognitive udviklingsmål, udvælge pædagogiske træningsindsatser og -materialer, og forfølge de læringspotentialer der er overalt i hverdagens aktiviteter, både hjemme, i institutionen og på skolen.

Den Kognitive Færdighedsmodel™ bygger på omfattende psykologisk viden om børns udvikling, intelligens og sociale forståelse. Derudover er den inspireret af Vygotsky, Feuerstein og andre som har inddelt kognition i mikrokognitive funktioner, som fx opmærksomhedsstyring, selvregulering, arbejdshukommelse, impulsivitet og læringstilgang. Men først og fremmest har modellen fået sin styrke gennem afprøvning i praksis, feedback og videreudvikling ud dens anvendelighed i praksis i skoler, institutioner, PPR og for forældre.

Dette website anvender 1. og 3. parts cookies til teknisk funktionalitet samt trafikmåling og brugermåling for at optimere vores website og levere den bedst mulige service og brugeroplevelse. Hvis du navigerer videre på sitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle cookies fra vores hjemmeside.