Den seneste uge har jeg stødt på debatten alle steder: I DR’s ”Debatten”, i en serie om Fuhlendorff og hans diagnoser, hos kendte der står frem med deres historier – og på sociale medier. I debatten hører jeg mange stærke holdninger – for og imod. Men jeg savner den stemme, der tør være uafklaret. Tvivlens stemme, der ser både fordele og faldgruber i begge lejre.
Min egen forvirring omkring diagnoser går længere tilbage end kun én uge. I mit arbejde med børn oplever jeg, at det sjældent er barnets eventuelle diagnose, der er nøglen til at skabe forandring. Men for nogle børn bidrager det positivt til deres syn på sig selv. Og det ændrer ofte også de voksnes blik på barnet. 🌱
Den sidste uges debat har samlet mange af mine tanker – tanker, der stadig er spørgsmål. De kommer her:
🌀 Bidrager diagnoser til en sund selvforståelse, eller skaber de en usund opdeling mellem de ”normale” og de ”anderledes”?
🤔 Er en diagnose en forløsende forklaring eller et unuanceret stempel?
❓ Hjælper diagnoser os med at forstå hinanden – eller flytter de samfundets udfordringer over på individet?
💡 Hvorfor hjælper en diagnose til at tilgive og lade være med at dømme en anden eller sig selv? Tror vi ikke længere på, at mennesker uden diagnoser gør alting så godt de kan?
🤷♂️ Når man kun kan stille diagnoser ud fra symptomer (hverken hjernescanning, blodprøve eller andet), bliver diagnoserne så ikke bare en forsimpling af alle personens symptomer, som mister vigtige nuancer? Bidrager de overhovedet med noget vigtigt?
🧪 Hvis ADHD-medicin påvirker dopamin og noradrenalin, hvorfor måler vi så ikke disse niveauer, før vi beslutter at udskrive medicinen?