Er det pinligt, at jeg som psykolog er uafklaret og forvirret i diagnose-debatten? 🤷♀️
af Simon Wilbrandt
Den seneste uge har jeg stødt på debatten alle steder: I DR’s ”Debatten”, i en serie om Fuhlendorff og hans diagnoser, hos kendte der står frem med deres historier – og på sociale medier. I debatten hører jeg mange stærke holdninger – for og imod. Men jeg savner den stemme, der tør være uafklaret. Tvivlens stemme, der ser både fordele og faldgruber i begge lejre.
Min egen forvirring omkring diagnoser går længere tilbage end kun én uge. I mit arbejde med børn oplever jeg, at det sjældent er barnets eventuelle diagnose, der er nøglen til at skabe forandring. Men for nogle børn bidrager det positivt til deres syn på sig selv. Og det ændrer ofte også de voksnes blik på barnet. 🌱
Den sidste uges debat har samlet mange af mine tanker – tanker, der stadig er spørgsmål. De kommer her:
🌀 Bidrager diagnoser til en sund selvforståelse, eller skaber de en usund opdeling mellem de ”normale” og de ”anderledes”?
🤔 Er en diagnose en forløsende forklaring eller et unuanceret stempel?
❓ Hjælper diagnoser os med at forstå hinanden – eller flytter de samfundets udfordringer over på individet?
💡 Hvorfor hjælper en diagnose til at tilgive og lade være med at dømme en anden eller sig selv? Tror vi ikke længere på, at mennesker uden diagnoser gør alting så godt de kan?
🤷♂️ Når man kun kan stille diagnoser ud fra symptomer (hverken hjernescanning, blodprøve eller andet), bliver diagnoserne så ikke bare en forsimpling af alle personens symptomer, som mister vigtige nuancer? Bidrager de overhovedet med noget vigtigt?
🧪 Hvis ADHD-medicin påvirker dopamin og noradrenalin, hvorfor måler vi så ikke disse niveauer, før vi beslutter at udskrive medicinen?
Er en diagnose en forløsende forklaring eller et unuanceret stempel?
🌍 Når mistrivsel er et kerneelement i at få en diagnose, giver det samfundets rammer en del af ansvaret. Men hvorfor er diagnoser så kun koblet til personen?
🔄 Og hvorfor kan nogle diagnoser aldrig fjernes igen, selv når man i mange år ikke lever op til diagnosekriterierne?
🤷♀️ Når mennesker med samme diagnose er lige så forskellige som mennesker uden, hvordan kan vi så tro, at diagnosen kan guide os i, hvilken hjælp en person har brug for?
Mine spørgsmål kommer uden facit, og jeg er meget nysgerrig på andres perspektiver. Men jeg kan slutte med at skrive lidt om det, jeg oplever flytter mest i arbejdet med børn. Om man arbejder med barnet eller voksne omkring barnet, så er det at glemme navne på diagnoser og tage skridtet dybere. Hvad er de konkrete ting, som udfordrer barnet? Er det overblik, impulsivitet eller det sociale? Er det at kunne holde mange informationer i hovedet på én gang? Eller måske at håndtere, når der sker uforudsete forandringer?
Dette er en konstruktiv og nuanceret ”diagnose”. Og derfra handler det om at finde ud af, hvordan vi kan justere rammerne og hvordan vi kan hjælpe barnet til at udvikle sig på nogle af områderne.
Hvad tænker du?