Gør vi børn for meget til hovedperson i deres eget liv?

Gør vi børn for meget til hovedperson i deres eget liv? 👧👦

Det har jeg tit tænkt over. Og da jeg så reklamen for disse børnebøger blev jeg nødt til at sætte lidt ord på mine tanker, så de kommer her.

1) Hvorfor er snakken relevant?

En vigtig del af børns udvikling er at opdage, at andre mennesker tænker og føler anderledes end man selv gør – mentalisering og perspektivtagen. For det er udgangspunktet for at skabe gode og ligeværdige relationer med andre.

I starten af børns liv er der gode asymmetriske relationer, hvor voksne tager højde for, at barnet endnu ikke er i mål i denne udvikling. Men gennem alle mulige hverdagsaktiviteter – fx højtlæsning – lærer børn, at andre tænker og føler anderledes. For man kunne spejle sig i Alfons og Totte, selvom man ikke altid ville have følt og gjort helt det samme.

En anden måde vi gør børn lidt til hovedpersonen er, når vi stiller en masse spørgsmål, for at de selv kan være med til at bestemme hvad der skal ske og hvordan. Ikke en god eller dårlig ting, men alt med måde.

2) Hvad siger psykologien?

Jo, i nyere tid er der faktisk kommet en del fokus på dette her i teenage/voksen-livet.

Spotlight-effekten handler om, at mennesker overvurderer, hvor meget andre ser og tænker på dem. Så når du er utilfreds med dit hår hver gang du ser dig i spejlet, tror du også andre ser det.

Self-centered bias beskriver noget af det samme. Og pointerne her er, at denne måde at tænke på trækker os væk fra en fælles verden og tilfører et stort pres på os selv.

På TikTok kaldes det Main Character Syndrome, så det har fundet vej helt til hverdagssproget.

Meget tyder på, at denne måde at tænke på har negative konsekvenser for os. Fx kan det være på spil i social angst, fordi man tror andre har samme negative tanker om en, som man selv har. Og fordi man tror alle kigger ligeså meget på en som man selv gør.

3) Konklusion

Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på at give børn muligheden for at lære at vi alle er forskellige. Vi forstår hinandens inderside, men vi er ikke ens. En børnebog med barnets navn er ikke en katastrofe, men jeg har ét spørgsmål.

Hvorfor er det hyggelige at læse den end at læse om Totte og Alfons?