I 2012 blev kom inklusionsloven, men den forsvandt hurtigt igen, fordi det var urealistisk i praksis. For der er for mange specialelever i vores skolesystem. Eller hvad?
Nej, for hvis man ser inklusion som “at inkludere specialelever i almen”, så har man allerede fejlet. I en klasse med 28 elever er der 28 specialelever – og de har vær især glæde af forskellige dele af specialpædagogikken. Hvis kan implementere specialpædagogiske redskaber i det fælles klasserum, vil vi lykkes bedre. Her kommer et par eksempler, som viser det:
“Vi havde en elev i klassen, som havde brug for ro. Vi lavede en afskærmet plads til hende, men hun syntes det var pinligt at bruge den. Men mange af hendes klassekammerater spørger nu om de må sætte sig derind, når de skal koncentrere sig, og vi kan mærke en tydelig forskel på deres ro resten af dagen.”
– Lærer i udskolingen
“Efter jeg er begyndt altid at skrive opgaven op i punkter på tavlen, får jeg færre spørgsmål om hvad vi skal lige nu, og flere af de udfordrede elever når længere med deres opgaver.”
– Lærer i mellemtrinnet
“Vi har en elev i klassen, som får støtte. Men han ville ikke have hjælp fordi han ikke ville have særbehandling. Så vi lavede en aftale om, at støtten hjalp generelt i klassen. Han trives nu rigtig godt socialt, og accepterer mere hjælp end tidligere.”
Det kan selvfølgelig ikke løse alt, og vores specialskoler gør et stort stykke arbejde, som ikke kan erstattes.
Men jeg tror det vil være et skridt i den rigtige retning mange steder, hvis man er nysgerrig på specialpædagogiske tiltag som en naturlig del af en almen hverdag. Tit koster det ikke mere end et par høreværn 🎧
Dette website anvender 1. og 3. parts cookies til teknisk funktionalitet samt trafikmåling og brugermåling for at optimere vores website og levere den bedst mulige service og brugeroplevelse. Hvis du navigerer videre på sitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle cookies fra vores hjemmeside.