Når vi fokuserer på diagnosen, glemmer vi det vigtigste 🔍🩺
af Simon Wilbrandt
At få en diagnose er ikke en behandling
Den erkendelse leder til to vigtige kendsgerninger:
✨ Når dine symptomer er væk, så er diagnosen ligegyldig. Ligesom du ikke tænker på at have været diagnosticeret med blindtarmsbetændelse eller knæskade, når kroppen har det godt igen
🏥 At få en diagnose er ikke en behandling. Så længe symptomerne er i ens liv, er det irrelevant om man har en diagnose eller ej.
Lad os have mere fokus på symptomerne og behandlingen. Lad diagnosen træde i baggrunden.
Når man går til lægen, er det pga. symptomer. Ondt i ryggen, sløret syn, susen for øret eller trykken for brystet. Det er det som bekymrer en og den gene man håber, kan forsvinde. Heldigvis har læger igennem mange år samlet viden, så de kan stille diagnoser som blindtarmsbetændelse eller tinnitus. Diagnoser hjælper lægerne til at opstarte den bedste behandling.
Men når vi taler om psykisk sygdom, er det som om det hele bliver vendt lidt på hovedet. Så bliver vi vores egen læge. ”Har jeg mon angst?”. ”Er jeg ved at få en depression?”. Det er de forkerte spørgsmål, både fordi vi ikke er de bedste til at besvare dem. Men også fordi det ikke er de vigtigste.
Det vigtigste spørgsmål er ”mistrives jeg?”. Dette spørgsmål er vigtigst, og derfor er det også kernen i at stille enhver diagnose. Uden mistrivsel er det meget sjældent der stilles en diagnose.
Diagnoser forklarer ikke mistrivsel 🌧️
Man mistrives ikke pga. sin sociale angst. Man mistrives pga. hjertebanken og stress i store forsamlinger. Pga. bekymring for at skulle holde en tale til sin konfirmation, som skræmmer en. Fordi man bliver nervøs for at rødme hver gang folk kigger på en. Man mistrives pga. symptomer.