5 ting alle bør vide om Zonen for nærmeste udvikling 📈

af Simon Wilbrandt

Her er 5 ting, som mange ikke tænker over om Zonen for nærmeste udvikling.

 

🌑 1. De tre zoner er ikke lige store for alle børn

For de fleste børn er Zonen for nærmeste udvikling ret stor, så det er nemt at finde den flere gange dagligt. Men for andre børn er der ikke ret langt fra “Kan på egen hånd” og til “Kan ikke uanset hvad” – eller frustrationszonen. Her er det vigtigt at vi aktivt udforsker de aktiviteter, hvor vi med støtte kan få barnet til at lykkes.

🌒 2. Det er forskelligt, hvilken zone børn bedst kan lide

Der er stor forskel på børn. Nogen foretrækker at gøre alt selv. Andre foretrækker hjælp, selv når de godt kan. Mange kan bedst lide udfordringer, hvor de aldrig fejler, men nogen elsker at være der hvor det er for svært. Det stiller krav til at vi både skruer på krav og støtte, så de matcher det enkelte barns behov og læringsstil.

Det er vigtigt, at vi både skruer på krav og støtte for at matche barnets behov.

🌓 3. Al udvikling ligger ikke i midterste zone

Man kan nemt tænke, at guldet er begravet i midterste zone. Det er den alle snakker om. Grunden er nok, at vi her er sikre på to ting. Tilpas udfordring og muligheden for at lære af andre. Men på en tur til stranden kan man lære masser på egen hånd. Man kaster måske sten i vandet og udforsker hvad der giver det største plask, eller man prøver at bygge en mur til at holde bølgerne ude. Men skal man lære at slå smut, så er det de færreste som kan uden støtte. Og skal man lære præcis hvordan smut naturvidenskabeligt fungerer, så vil selv mange voksne have brug for støtte.

🌔 4. Zonen for nærmeste udvikling er forskellig i forskellige relationer

Barnets zone for nærmeste udvikling ændrer sig afhængig af hvem barnet er sammen med. Så vi er med til at skabe zonen. Både fordi vi ikke kan lære et barn om at strikke, hvis ikke vi selv ved hvordan man gør. Men også fordi det handler om en tryg relation og at vide, hvordan barnet bedst kan lide at lære. Skal en flok børn lære at slå smut, så vil nogen helst se dig gøre det 10 gange før de selv prøver. Andre skal bare vide, at man skal få stenen til at dreje hurtigt rundt og så vil de prøve selv. Og nogen har mest brug for at få et klap på skulderen, fordi det er svært.

🌕 5. Det er ikke resultatet som afgør om der er sket en udvikling

Skal et barn lære at dividere, så er det ikke antallet af korrekte stykker i bogen, som afgør læringen. Man kan fristes til at støtte og hjælpe hurtigt hver gang eleven tager en tænkepause og det resulterer typisk i et flot resultat. Men i Zonen for nærmeste udvikling skal vi gå efter at give den mindste hjælp der er nødvendig for at barnet lykkes. Selv hvis det gør processen langsommere. Måske når man kun 3 matematikstykker i stedet for 10, men læringen kan godt være den samme eller måske endda større, så de sidste 7 stykker kan løses uden hjælp.

Leave a Reply