Dynamisk assessment - afdækning af børns læringspotentialer

Statisk og dynamisk assessment

Der findes forskellige måder at afdække børns kognitive færdigheder. De fleste kender til almindelig psykologisk testning. En mindre kendt metode er dynamisk assessment.

I dynamisk assessment undersøger vi selve læringsprocessen og læringspotentialerne. Hvilke barrierer er der for læring og kognitiv udvikling? Hvor let har barnet ved at tilegne sig nye færdigheder og strategier? Og hvilke pædagogiske veje og metoder er effektive for at udfolde læringspotentialerne?

En af de største forskelle mellem statisk normbaseret testning og dynamisk assessment er, at man undervejs hjælper barnet med at overvinde de barrierer barnet oplever. Det gør at man ikke blot kan sige noget om hvad barnet kan selvstændigt uden støtte, men også får information om barnets læringspotentialer og hvad barnet kan med støtte. Det kaldes også zonen for nærmeste udvikling.

Afsættet for dynamisk assessment er en forståelse af at det er mindst lige så vigtigt at undersøge barnets fremtidige læringspotentiale, som at undersøge hvad barnet kan lige nu og her. Dynamisk assessment kaldes derfor også for en fremadskuende assessment.

Dynamisk assessment passer godt sammen med viden om neuroplasticitet og den mere udviklings- og ressourcefokuserede pædagogik som vinder frem i disse år.

Undersøgelse af potentialer for udvikling

I dynamisk assessment er fokus på læring og udviklingspotentialer. Man kan sige at det fokuserer på de fremtidige muligheder og ikke primært den tidligere læring.

Både testmaterialer og måden de bruges på er specielt udviklet med henblik på at synliggøre læringsmuligheder. Materialerne har en indbygget progression som giver testpersonen mulighed for at demonstrere færdigheder og læring på en lang række områder. Denne progression er systematisk gennemtænkt ud fra dybdegående viden om kognitive færdigheder og hvordan de udvikles hos barnet.

Barnet understøttes undervejs i processen målrettet med henblik på aktivere og udvikle strategier og færdigheder som barnet ikke spontant bruger. En del af støtten sker igennem det som kaldes mediering – en særlig kommunikations- og samspilsform rettet mod at aktivere og styrke kognitive færdigheder.

Undervejs i den dynamisk assessment registreres og evalueres løbende på barnets forudsætninger, problemløsning, tænkning og læring. Man registrerer systematisk hvor barnet viser udfordringer, hvilke færdigheder som ikke spontant aktiveres, hvilken hjælp og støtte som bliver givet, og hvilken effekt støtten har på den efterfølgende problemløsning. Samtidig afdækkes også hvilke færdigheder og strategier som barnet bruger effektivt, så fremtidig læring og udvikling kan bygge videre på barnets styrker.

 

Testmaterialer og metoder

Formålet med dynamisk assessment har betydning for hvordan dynamiske tests er udformet. Dels er testene udformet så de giver større mulighed for at demonstrere læring undervejs.  Derudover er testene designet med henblik på, at barnet kan guides og medieres målrettet i forhold til disse færdigheder. Og endelig er der til hver opgave udarbejdet flere parallelle opgaver med samme sværhedsgrad, så man kan se udviklingen i barnets problemløsning efter guidning og støtte. I en del tests er der også udviklet specifikke materialer som kan benyttes i interventionsfasen.

Selvom der er store forskelle mellem statisk normrefereret testning og dynamisk assessment, så er der flere tests og opgavetyper som findes indenfor begge traditioner. Og mange af de mest anerkendte testudviklere har bidraget til udviklingen af tests indenfor begge paradigmer. Det første testbatteri til dynamisk asssessment blev udviklet i 1979 af Reuven Feuerstein under navnet “Learning Potential Assessment Device”. Testbatteriet indeholdt fx en dynamisk version af Ravens Progressive Matricer og Rey´s Complex Figure som begge er meget anerkendte og også bruges i normrefereret testning. Måden man administrerer testene på er dog vidt forskellig.

Siden det første assessment-batteri er der kommet mange andre dynamiske tests til, ligesom procedurerne for brug af de oprindelige tests er udviklet. Hvor testudviklingen indenfor statisk normrefereret testning er blevet centraliseret og styret af store kommercielle aktører, så har udviklingen af dynamiske tests været karakteriseret ved mere lokal udvikling og knopskydning. Opgaven med at finde frem til velfunderede dynamiske tests er derfor større end indenfor de statiske normrefererede tests.

Hvis vi ønsker at få viden om hvordan barnet lærer, hvordan barnet responderer på intervention og hvad der står i vejen for barnets mulighed for at profitere af aktuel undervisning og støtte, så har vi brug for dynamisk assessment

–  Carol Lidz

Neuroguide’s anbefalinger af dynamiske tests

Hos Neuroguide har vi mangeårig erfaring med dynamiske tests og har sat os grundigt ind i de forskellige tests. På den baggrund har vi sammensat et batteri af de tests med højest kvalitet og det bedste forskningsmæssige grundlag. Vi har udarbejdet grundige og udførlige vejledninger, notat- og scoringsark, vejledning til fejl-analyser og interventionsstrategier til de forskellige tests, som gør dem tilgængelige og lettere at anvende. For nogle tests har vi også på baggrund af klinisk erfaring lavet supplerende materialer eller videreudviklet og tilpasset tests til en dansk/europæisk kontekst. Og vi er fortsat i gang med dette arbejde, med det formål at styrke grundlaget for dynamisk assessment. Nogle af de mest centrale tests som vi anbefaler og sælger vejledninger til er:

  • Ravens Progressive Matricer (dynamisk version)
  • Children´s Analogical Thinking Modifiability Test
  • Grupper af Prikker
  • Kategoribaserede Ordlister og Billeder
  • Complex Figure Test (dynamisk version)
  • Taktile Figurer til Logisk Tænkning
  • Seria Think Instrument
  • Billedbaseret Logisk Tænkning
  • Children´s Conceptual and Perceptual Modifiability Test
  • Logisk Matrix Organisering

Observation

Giver praksisnær viden om barnet i hverdagsmiljøer

Interview

Giver adgang til vigtig viden fra personer i barnets liv og hverdag

Normbaseret testning

Giver en score for præstationsniveauet i en standardiseret situation

Dynamisk assessment

Giver viden om grundlæggende udfordrede færdigheder, barnets læringspotentiale og pædagogiske veje

Dynamisk assessment og den Kognitive Færdighedsmodel™

Dynamisk assessment er ikke en metode som skal erstatte de øvrige assessment-metoder vi bruger til at opnå viden om et barn. Tværtimod er det et ekstra værktøj i værktøjskassen som kan bruges, når der er brug for det – enten som det primære assessmentredskab eller i et tæt samspil med de øvrige værktøjer.

Eksempelvis kan vi vælge at følge op på viden fra interview eller spørgeskemaer med en målrettet dynamisk test af lige præcis den eller de færdighedsområder som der er behov for at forstå bedre. Vi kan også stå med resultater fra en normbaseret testning hvor vi har brug for at undersøge om testscoren er et reelt billede på barnets færdigheder i en specifik deltest. Eller vi kan have behov for at forstå om de præstationsudfordringer vi har fundet i normbaseret testning er lette eller svære at flytte på.
 
Vi kan også ofte som noget af det første lave en dynamisk screening, hvor vi screener for hvilke grundlæggende færdigheder som er udfordret hos barnet og hvordan vi bedst kan arbejde med dem pædagogisk. Det kan både give os en hurtig og praksisnær vej til pædagogisk rådgivning, samtidig med at det giver os et godt grundlag for at vurdere om vi skal gå ind i andre former for assessment.
 
Og endelig kan vi lave en mere tidskrævende fuld dynamisk assessment af alle centrale færdighedsområder, hvis vi ressource- og tidsmæssigt vurderer at det kan åbne læringsmuligheder som ellers er svære at identificere – måske med henblik på at undgå en meget omfattende og indgribende indsats som fx en specialskole-placering.

Dynamisk assessment og Den Kognitive Færdighedsmodel™

Hos Neuroguide har vi gennem mange år arbejdet med dynamisk assessment – både i vores arbejde med børn og unge, og som undervisere for psykologer, logopæder, pædagogisk psykologiske konsulenter og vejledere.

Vores brug af dynamiske tests er forankret i en nuanceret forståelse af kognitive færdigheder, og er bygget op omkring Den Kognitive Færdighedsmodel. Det betyder blandt andet at man let kan kombinere og integrere dynamisk testning med Det Kognitive Vurderingsredskab og Det Kognitive Screeningsredskab, som bygger på Den Kognitive Færdighedsmodel. Ved at basere den dynamiske assessment på Den Kognitive Færdighedsmodel opnås yderligere den fordel, at man i sin rådgivning lettere kan guide forældre og fagpersoner til konkrete materialer, aktiviteter og måder som kan styrke de kognitive færdigheder, som testningen har peget på er vigtige at aktivere og udvikle. For Den Kognitive Færdighedsmodel indeholder både konkret rådgivning til udviklende samspil og materialer fx via Den Kognitive Læringskuffert.

Vi tror på at vejen fra assessment til indsatser skal være så kort og lettilgængelig som mulig for at få forandringer til at ske. Og et fælles sprog på tværs af assessment, pædagogiske praktikere, forældre og børn kan understøtte dette.

Hvornår skal man vælge dynamisk assessment?

Når vi skal vælge assessment-metode skal valget gerne være baseret på vores formål:

  • Har vi brug for at nå frem til en label eller diagnose?
  • Har vi brug for at tage stilling til hvilken pædagogisk ramme eller støtte barnet skal tilbydes?
  • Har vi brug for at planlægge en specifik intervention og indsats?
  • Har vi brug for at komme med en velkvalificeret forudsigelse af barnets fremadrettede udvikling?
  • Har vi brug for at vurdere barnets potentielle udbytte af en målrettet indsats?
 

Ligesom alle andre metoder er dynamisk assessment velegnet til nogle formål og mindre egnet til andre. Dynamisk assessment er især velegnet til konkret at planlægge og rådgive om pædagogiske indsatser og interventioner, fordi anbefalingerne kan bygge på noget vi konkret har afprøvet og set indikationer på virke. Forskning i dynamisk assessment har også vist bedre forudsigelseskraft i forhold til fremtidige skole- og uddannelsesmæssige præstationer end anden testning – særligt for de børn som har udfordringer. Og metoden har vist sig særdeles velegnet til at vurdere hvilke forventninger vi realistisk kan sætte for målrettede trænings- og interventionsforløb.

Til gengæld kan dynamisk assessment ikke give os et sikkert kvantitativt mål for barnets præstationer sammenholdt med gennemsnittet af jævnaldrende, fordi vi som testleder har interageret med barnet tilpasset netop dette barn.

Hvilke spørgsmål er dynamisk assessment velegnede til at svare på?

Så hvis man ønsker at besvare et spørgsmål som “Ligger dette barn færdighedsmæssigt på et alderssvarende niveau”, så er dynamisk assessment ikke den bedste metode. Til gengæld er dynamisk assessment ofte velegnet til at give værdifuld information hvis man står med spørgsmål som: 

  • “Hvordan er dette barns udviklings- og læringspotentiale?”. 
  • “Hvad ligger til grund for barnets adfærdsmæssige, læringsmæssige eller udviklingsmæssige udfordringer?”
  • “Hvilke udfordrede færdigheder ligger til grund for barnets lave faglige eller testmæssige præstationer?”
  • “Hvordan kan vi bedst understøtte barnets læring udvikling og trivsel gennem pædagogiske indsatser?”
  • “Hvor og hvordan kan støtte-, ressource- og omsorgspersoner omkring barnet tilrettelægge deres indsatser bedst muligt?”
 

Oftest er de personer som har brug for at forstå barnet inviteret med ind i den dynamiske assessment. Det betyder at de har mulighed for at se barnet under andre betingelser og i andre samspil end barnet sædvanligt indgår i. I den efterfølgende rådgivning viser det sig tit som en stor fordel , samtidig med, at observationen i sig selv er konkret og praksisnær inspiration til hvordan man kan styrke og støtte barnet bedst muligt.

Hvorfor skal I vælge Neuroguide til dynamisk assessment?

Hos Neuroguide  er certificeret og trænet i de mest udbredte og anerkendte dynamiske assessment-batterier og redskaber, herunder Learning Propensity Assesment Device, Dynamic Asssessment of Younger Children, Cognitive Abilities Profile, Mindladder, Application of Cognitive Functions Scales og Improving Learning through Dynamic Assessment. Vi har gennem en årrække afviklet internationale kurser i Dynamisk Assessment og varetaget kurser og uddannelsesforløb for en række danske PPR-enheder. 

Vi er eneudbyder i Skandinavien af træning og salg af de dynamiske tests fra Dynamic Assessment of Younger Children, som er et af de forskningsmæssigt mest velunderbyggede dynamiske testbatterier. Og vi har udviklet, revideret og tilpasset de bedste dynamiske tests til en dansk kontekst.

Dynamisk assessment og medieret læring

Dynamisk assessment integrerer medieret læring i assessment-processen og vi har gennem mange år kvalificeret os indenfor en række metoder og redskaber indenfor medierede læringstradition, herunder: Bright Start, Instrumental Enrichment, Cognitive Enrichment Advantage og Systematic Concept Learning. Også indenfor disse programmer har vi udbudt en række internationale og danske kurser. Vi har udviklet forståelsesrammer og materialer som understøtter og styrker praktisk brug af dynamisk assessment, herunder Den Kognitive Færdighedsmodel™ og Den Kognitive Læringskuffert™ og den taktile trænings- og afdækningsmetode FundaMental™ Tactile Learning.

Dette website anvender 1. og 3. parts cookies til teknisk funktionalitet samt trafikmåling og brugermåling for at optimere vores website og levere den bedst mulige service og brugeroplevelse. Hvis du navigerer videre på sitet uden at ændre dine indstillinger, antager vi, at du accepterer at modtage alle cookies fra vores hjemmeside.